Press "Enter" to skip to content

Heste i vikingetid, genetik, størrelser og typer

I sin afhandling Die pferde der Wikingerzeit, Herkunft, typendifferenzierung und kulturelle bedeutung des fruhmittelalterlichen Pferdes in Nordwesteuropa har M.E. Weigand samlet et omfattende litteraturstudie omkring de oplysninger der kan tilvejebringes om hestenes udseende, genetiske ophav og anvendelse i vikingetiden. Yderligere studier og undersøgelser til grund for nedenstående er anført i litteraturlisten under teksten.

 

Hvor store var vikingetidens heste?

Ved at måle på længden af knogler fra fund fra vikingetiden kan osteologerne med nogen sikkerhed bestemme den ca. højde, som dyret har haft.

Der er dog en usikkerhed på op til +/- 4-9 cm, på disse beregninger, hvorfor de må antages som rettelinjer med en stor margin. På baggrund af de studier der er gjort, kan vi med overvejende sikkerhed sige, at hesten i vikingetid var op til ca 150 cm i stang, og at der er fundet skeletter fra heste i alle størrelser mellem ca 100-150 cm høje.

 

Hestetyper

Vi har ikke kendskab til, at man i vikingetiden inddelte heste i racer, som vi gør i dag. Givet vist har man avlet på de heste der var, eller søgt at fremme de egenskaber ved dem, der gjorde dem bedst muligt egnede til at udføre deres funktion som rideheste, pakheste og trækdyr.

Genetiske studier viser, at der var groft set 4 hovedtyper af heste, der danner grundlag for vikingetidens heste:

  1. den “keltiske pony” på ca 1,2 m som stammer fra tarpanen, og dens efterkommer er fx Exmoore ponyen idag.
  2. En tungere ponytype på ca 1,4 m i stg fra Nordeurasia, som kan ligne Przewalskis heste idag. Den moderne udgave er fjordhesten, norikeren og Highlandsponyen som også er efterkommere heraf
  3. En ædlere og større hest på ca 150 cm i stg, som stammer fra asien og spanien
  4. En Mindre og ædlere hest med fint udtryk og silkeagtigt hårlag, der ligner arabere og de kaspiske racer i dag.

(Skorkowski, E. Unterarten in den Pferdepopulationen und deren Frühgeschichte, journal of animal breeding and genetics 1961)

 

Den islandske hest

I vikingetiden bragte vikingerne heste med til Island, og gennem tusinder års avl på det hestemateriale der blev indført dengang og tilført gennem tiden, er der fremkommet en relativt homogen hestetype, den islandske hest, eller islænderen. Islænderen er ofte fejlagtigt blevet udnævnt som ”vikingernes hest” men genetiske studier viser, at hestene på Island blot er en af mange hestetyper der stammer fra de samme forfædre som andre af vore heste i dag.

De heste der blev indført til Island var blandt andet heste fra Norge og England, og der findes intet bevis for at Island siden vikingetiden har været lukket for tilførsel af andre heste og dermed afskåret fra indblanding af gener fra verden udenom. I nyere tid kender vi til transport af heste mellem Island og Danmark tur/retur fra Grimur Thomsen samt indførsel af Døleheste da Reykjavik havn skulle bygges i århundredeskiftet. Dette vidner om, at der heller ikke så sent som for hundrede år siden var noget import forbud, eller at dette kunne omgåes. Først i 1948 ved vi med sikkerhed at der blev indført forbud mod import af heste til Island.

Derfor må tanken om en tusind år gammel uberørt hestebestand uden tilførsel af andre hestetyper til den islandske hestebestand forkastes. (Behrens, Pétur, 1996 Hestur 81)

Det tætteste vi kommer på en forfader til den islandske hest i dag, er den norske Lyngshest, shetlandsponyen og den keltiske pony som også er forfader til de heste vi kender som Exmoore ponyen og skotsk højlands pony. Jansen et al.2002 har genetisk er påvist en relation med den islandske hest og fjordhesten. Fjordhesten er ligesom den islandske hest en linje, der er selekteret til et bestemt udseenede og tilsidst er blevet lukket som selvstændig race. Fjordhesten er således ikke forfader til islandshesten, men de deler et fælles genetisk ophav.

Den islandske hest besidder som nogle få andre hestetyper, 5 gangarter, grundet en mutation af genet DMRT3 SNP der koder centralnervesystemets evne til at koordinere benenes bevægelse og rækkefølgen af ben der tilsættes. Herved er fremkommet basis for de to ekstra gangarter pas og tölt. DMRT3 SNP genmutationen kan føres tilbage til heste fra blandt andet England. Især er tölt en gangart, der er yderst behagelig ved lange transporter på hesteryg.

 

Litteraturhenvisninger

(Ikke komplet)

  • Weigand, M.E.: ”Die pferde der Wikingerzeit, Herkunft, typendifferenzierung und kulturelle bedeutung des fruhmittelalterlichen Pferdes in Nordwesteuropa” Kovac, Dr. Verlag, 2008.
  • Arne Ludwig: Current Biology, The origin of ambling horses Volume 26, Issue 15, pR697–R699, 8 August 2016.
  • Andersson, L.S., Larhammar, M., Memic, F., Wootz, H., Schwochow, D., Rubin, C.-J., Patra, K., Arnason, T., Wellbring, L., Hjälm, G. et al.: Mutations in DMRT3 affect locomotion in horses and spinal circuit function in mice, Nature. 2012; 488: 642–646.
  • Promerová, M., Andersson, L.S., Juras, R., Penedo, M.C.T., Reissmann, M., Tozaki, T., Bellone, R., Dunner, S., Horín, P., Imsland, F. et al.: Worldwide frequency distribution of the ‘Gait keeper’ mutation in the DMRT3 gene, Anim. Genet. 2014; 45: 274–282.
  • Adalsteinsson, S.: Origin and conservation of farm animal populations in Iceland, J. Anim. Breed. Genet. 1981; 98: 258–264.
  • Bjørnstad, G., Nilsen, N.Ø., and Rø, K.H.: Genetic relationship between Mongolian and Norwegian horses?, Anim. Genet. 2003; 34: 55–58.
  • Richards, J.D.: Viking Age England, The History Press, ; 2013.
  • Cieslak, M., Pruvost, M., Benecke, N., Hofreiter, M., Morales, A., Reissmann, M., and Ludwig, A.: Origin and history of mitochondrial DNA lineages in domestic horses, PLoS One. 2010; 5: e15311.
  • Watts, S.: From raiders to traders: The Viking-Arab trade exchange, Saber and Scroll. 2015; 4: 117–128.
  • Jansen et al.: Mitochondrial DNA and the origins of the domestic horse, PNAS 2002.
  • J. Cossar Ewar: “The multiple origin of horses and ponies”, 1904.
  • Skorkowski, E.: Unterarten in den Pferdepopulationen und deren Frühgeschichte, Journal of Animal Breeding and Genetics, 1961.
  • Kantanen, J.: “Genetic diversity of domestic cattle (Bos tourus)”, University of Joensuu Publications in Sciences, No. 52 (doktorsritgerð), 1999.
  • Stefán Aðalsteinsson og Bjarni E. Sigurðsson: “Er forfaðir íslenska hestsins fundinn?” Eiðfaxi (10), 66-67, 1998.
  • Kristján Eldjárn: “Orð í belg um uppruna íslenska hestsins.” Eiðfaxi (4), 4-6, 1991.
  • Shetelig, H.: Vikingeminner i Vest-Europa, H. Aschehougs & co, Oslo, 1933.
  • Bjørnstad, Gro: Genetic diversity of Norwegian horses with emphasis on native breeds (doktorsritgerð). Norges Veterinærhøgskole, Oslo, 2001.
  • Hannes Finnsson: Mannfækkun af hallærum, Almenna bókafélagið, Reykjavík, 1970.