Press "Enter" to skip to content

Seletøj


Et lille udvalg af seletøjs rekonstruktioner efter fund fra vikingetid

Rekonstruktion af hesteudstyr er noget af det jeg brænder allermest for. Dette at studere fund, og afprøve funktionaliteten giver en indsigt i historien og hestenes brug, som er helt unik. Nogle gange får man svar, som man slet ikke havde opdaget, hvis det ikke var blevet lavet og afprøvet.

Det essentielle ved at bruge rekonstruktioner til sine heste er at hestene ikke må tage skade eller blive generet af udstyret. Her trækker jeg på min lange faglige viden som hestedyrlæge med speciale i hestens biomekanik og ryglidelser. Efter tæt samarbejde med sadelmager og hestefysioterapeuter, samt min mangeårige erfaring som dressurrytter, har jeg en solid indsigt i, hvordan udstyret påvirker hesten såvel som rytteren.

Vikingetidens bidsler var af typen trensebid og med forskellig udformning alt efter område, tradition og brug. Enkelte af bidslerne var særdeles skarpe og viser sig at have en funktionalitet, der gør dem yderst effektive til at ride en hest med én hånd, selv i højt tempo og snævre vendinger.

Vikingetidens sadler var så vidt vi ved, ofte lavet af træ. Træ og læder forgår dog let i jorden, og sadlernes træ og læder er ofte kun bevaret der hvor beslag har haft en konserverende og bevarende effekt. Gennem viden om sadlers generelle opbygning og funktion, viden om hestens anatomi og ved studier af fund, figurer, billedtæpper og -sten fra vikingetid kan vi få en fornemmelse af hvordan træsadlerne har set ud dengang.

Bidslerne som fremstilles til praktisk brug, laves med mundstykker der er moderne udformet, og ergonomisk tilpasset hestens mund for størst mulig komfort. Det er en yderst positiv sidegevindst ved at fremstille sine bid selv, at de bliver tilpasset unikt til den enkelte hest. Dette vidner fund også om at man har gjort i en vis udstrækning dengang. Bidslerne er nemlig ret forskellige i størrelse og udformning når man lige ser nærmere på dem.

Bidslerne vidner også om hestens brug. Gennem moderne studier og viden om bidslers påvirkning af hestens biomekanik ved vi, at der er forskel på deres effekt, og fund af forskellige typer bid, vidner derfor om hestens forskellige typer og den arbejdsfunktion hesten havde.


Smedning af bidsel med sidestykker efter fund og mundstykke tilpasset hesten


Test af tryk fra et skarpt bid på et hestekranie med tunge af modellervoks


Test af det rekonstruerede udstyrs funktionalitet


Sadel på hestefigur, støbeform fra Ribe


Ridestilen kan ses feks på billedsten, denne er fra Gotland


Rekonstruktion af udsmykning på sadelbue fra fund


Sadlens træbom tilpasses hesteryggen


Pasformen tjekkes og gjordsystemer afprøves


Sadlen monteres med stigbøjler af jern efter fund, og polstring afprøves

Foruden rideudstyr har jeg også arbejdet med rekonstruktion og forslag til rekonstruktion af blandt andet paksadler, og grimer og tove udformet af lindebast.
I fremtiden fortsættes rekonstruktions arbejdet blandt andet med køreseler og mankestole til køreheste efter fund.

Rekonstruktionsarbejderne vil løbende blive vist på facebooksiden Vikinger på Rejse.